“Jeg er autoriseret Body SDS terapeut og har en baggrund som folkeskolelærer med over 20 års erfaring inden for specialområdet.”
De sidste 16 år har jeg arbejdet på et børne- og ungehjem for anbragte børn og unge. Det har været et dybt meningsfuldt arbejde, hvor jeg har lært meget – både om andre mennesker og om mig selv. Gennem årene har jeg fået en stor forståelse for de udfordringer, vi som mennesker møder, og for hvordan vores reaktionsmønstre ofte udspringer af noget bagvedliggende.
Min tilgang var i mange år primært mental: at forstå tanker, adfærd og mønstre gennem samtale og refleksion. Da jeg mødte Body SDS behandling, åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg havde hørt, at det kunne være voldsomt – at man græd, og at det gjorde ondt, men det, jeg oplevede, var også noget helt andet: Jeg mødte mig selv på en ny måde. Jeg blev set – uden at skulle forklare alt med ord. Kroppen talte, og terapeuten forstod. Aldrig før havde jeg følt mig så set og forstået.
Det blev begyndelsen på min rejse ind i en dybere forståelse af kroppen og sammenhængen mellem kroppen, psyken og det mentale. I dag bruger jeg både min erfaring som lærer og min indsigt som Body SDS terapeut til at møde mennesker med nærvær, forståelse og respekt for deres individuelle proces.
I min fritid holder jeg utrolig meget af at være aktiv. Body SDS Grundtræning giver mig jordforbindelse, centrerer mig og udvikler min kropsfornemmelse.
Jeg elsker oplevelser i naturen, især stand up paddleboard, og at tilbringe tid sammen med min familie. Vi har sommerhus på Færøerne og kommer der gerne 1-2 gange om året, og her holder jeg utroligt meget af at være ude i naturen.
Min Filosofi
“Jeg tror på, at kroppen og sindet hænger tæt sammen, og at kroppen ofte viser det, vi ikke selv kan sætte ord på.”